Nyt strategisk samarbejde mellem softwareleverandøren DeltaCAM og robotvirksomheden Odico skal løfte automationsgraden i fremstillings- og byggeindustrien til helt nye højder.
DeltaCAM, der har eneforhandlingen af de populære Autodesk-produkter – PowerMill, PowerShape, PowerInspect og FeatureCAM i Danmark, har indgået et strategisk samarbejde med robotvirksomheden Odico, der arbejder målrettet med at bringe robotteknologi ind i fremstillings- og byggeindustrien.
-Vi har gennem længere tid arbejdet sammen på en række projekter, hvor vi er kommet frem til nogle rigtigt gode løsninger til stor glæde og gavn for vore kunder. Derigennem har vi fået øjnene op for, hvor godt vores virksomheder komplementerer hinanden. Det virker derfor naturligt at udbygge og formalisere samarbejdet, fortæller de to direktører, Anders Bundgaard fra Odico og Søren Friis fra DeltaCAM enstemmigt.
Sammen bliver vi stærkere
-Odico er en visionær robotvirksomhed, der er godt i gang med at flytte eller helt fjerne grænserne for, hvordan man kan arbejde med moderne formgivning inden for industrien. Det giver rigtig god mening for os som softwareleverandør at intensivere samarbejdet med Odico, da de har forudsætningerne for at udvikle, teste og implementere vores software i samspil med en robot, siger direktør i DeltaCAM, Søren Friis.
-Som vi ser det, repræsenterer DeltaCam noget af det ypperste software inden for bearbejdning med robotter i Danmark. Desuden arbejder teamet i DeltaCam dedikeret og passioneret med at synliggøre de store kvaliteter som ligger i softwaren, hvilket gør, at de er en fornøjelse at arbejde sammen med, supplerer direktør i Odico, Anders Bundgaard.
-Tilsammen bliver DeltaCam og Odico en stærk spiller inden for automatisering af formgivningsprocesser i fremstillings- og byggebranchen. Vi kan hjælpe med at realisere nye projekter, tilføjer Søren Friis.
Nye muligheder
Graden af automation i danske produktionsvirksomheder kommer til at stige markant i de kommende år, såfremt de skal klare sig i den internationale konkurrence. Inden for en kort årrække vil mange danske produktionsvirksomheder inden for formindustrien have en robot til grov bearbejdning af store emner. Odico har en vision om at mobilisere robotteknologien og flytte den ud blandt byggepladser i hele verden, hvor håndværkere og arkitekter selv kan bruge dem.
-Det er en vision, som vi gerne vil hjælpe med at realisere – men det er ikke kun byggebranchen, der kan få glæde af vores samarbejde. Også eksisterende kunder inden for mere traditionelle fremstillingsvirksomheder har nu mulighed for at få testet deres løsninger hos Odico. Det giver nogle helt unikke muligheder for vores kunder Vi tror helt klart, at det bliver fremtiden, slutter Søren Friis.