Carsten Holm A/S i Ringe har fortsat godt gang i salget, og virksomheden opruster organisationen på flere fronter.
Michael J. Lauritsen er ansat som ny salgschef, hvor han skal være med til at styrke og udvide salgsaktiviteterne i Danmark. Michael J. Lauritsen har en baggrund fra industrien, blandt andet som salgsdirektør hos Scantago ApS. Han kommer med stor teknisk viden og erfaring, og han glæder sig til i samarbejde med kollegaerne at skabe endnu mere værdi for kunderne samt præge den positive udvikling i virksomheden.
Firmaets revisor igennem 27 år, Flemming Birk Larsen, er tiltrådt som ny økonomichef. Udviklingen i Carsten Holm A/S har været positiv igennem mange år, og det var derfor naturligt at opruste organisationen med en økonomichef. Flemming Birk Larsen skal styrke og videreudvikle virksomhedens gode økonomistyring; en vigtig forudsætning for den fortsatte vækst. Han skal også have fokus på udvikling af virksomhedens kinesiske datterselskab, Holm Sealing Solution Co Ltd, hvor afsætningspotentialet forventes at være stort.
Mogens Nielsen er ansat som ny teknisk salgskonsulent. Mogens Nielsen har tidligere været ansat i Carsten Holm A/S i internt salg og har derfor et stort kendskab til virksomhedens produkter og serviceydelser. I rollen som teknisk salgskonsulent får han ansvaret for alle virksomhedens hydraulik- og servicekunder. Mogens Nielsen glæder sig specielt til at servicere de mange kunder personligt og yde en god rådgivning, så de får den helt rigtige løsning.