Industri 4.0, vækst og innovation var på dagsordenen, da Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen og repræsentanter fra Business Aalborg i sidste uge besøgte ingeniør- og udviklingsvirksomheden DIS’ nordjyske afdeling i Aalborg.
-Aalborg er en by i vækst. De sidste to år er befolkningstallet i kommunen steget med 5.000 borgere, hvilket blandt andet betyder, at vi har brug for engagerede virksomheder som DIS (Dansk IngeniørService A/S), der kan være med til at skabe flere arbejdspladser og studiejobs, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg.
Efter det første halve år i det nordjyske ser man hos DIS positivt på fremtiden.
-Vi mærker en optimisme og stor interesse hos virksomhederne i det nordjyske, og vi glæder os over, at vi er kommet tættere på vores kunder, så vi kan bidrage både erhvervsmæssigt og socialt i Aalborg, siger Michael Gadeberg, direktør og partner i DIS.
På mødet fik borgmesteren ligeledes et indblik i, hvordan Industri 4.0 med den nye teknologi påvirker erhvervslivet mere og mere, og hvordan DIS forventer, at den digitale omstilling vil komme til at optage mange industrivirksomheder de kommende år. Ingeniør- og udviklingsvirksomheden ser Aalborg som en by med meget stærke tekniske kompetencer og vil gerne trække på disse ingeniører og sætte dem i spil i projekter overalt i verden – uden at de bliver nødt til at flytte fra byen.
-Der er mangel på ingeniører i Danmark, og besøget har bekræftet vores berettigelse her i det nordjyske, hvor vores ingeniør- og konsulentkompetencer med rette kan komme i spil. Aalborg er en spændende by i vækst, og der er nok af udfordringer derude, siger Morten Nørgaard Morthorst, afdelingsleder i DIS Aalborg.