I montagehallen hos Egatec i Odense er man ved at samle et stort avanceret automationsanlæg, der skal håndtere, pakke og palletere fiberkabler på ruller. Løsningen, der om kort tid bliver implementeret hos OFS Fitel Denmark i Brøndby, består af et specielt udviklet lager med ind- og udleveringskraner, der skal rumme over 15.000 spoler med optisk fiber, som OFS primært sender ud til de globale markeder.
OFS Fitel Denmark er en del af OFS-koncernen i USA, der udvikler, fremstiller og sælger optiske fiberbaserede løsninger, hvor produktionen omfatter flere millioner kilometer fiberkabler om året.
Stigende efterspørgsel efter fiber
Stigningen i behovet efter fiberoptiske løsninger de seneste år har for OFS betydet en udvidelse af produktionskapaciteten og dermed også fabrikken i Brøndby, hvor det nye anlæg vil finde sin plads.
Torger Tokle, Manufacturing Manager hos OFS, udtaler:
-Med en kraftig øgning i vores produktionskapacitet var der behov for nytænkning i forhold til transport, lager og pakning af vores produkter. Egatec blev valgt til opgaven, fordi de kunne levere en samlet nøglefærdig løsning med transport, lager og pak. Dette gjorde, at vi kunne fokusere på vores kernekompetencer i stedet for at specificere og integrere delleveringer fra forskellige leverandører. Den valgte løsning baserer sig på standardkomponenter med enkelte kundespecifikke ændringer, hvilket gør, at vi fik alle vores krav opfyldt – og på samme tid holdt omkostningerne nede.
Et 400 kvadratmeter stort anlæg
Det totale anlæg består af et 400 kvadratmeter stort reolsystem, der er opbygget med specialudviklede Egatec-kraner til ind- og udlevering af kabelruller samt en række af Egatecs standardmaskiner til pakning og palletering – en løsning som passer godt til Egatecs forretningsprofil.
-Udvikling af automatiserede specialløsninger har været vores kerneforretning i mange år og kombineret med nye standardprodukter inden for pakning og palletering, passer ordren direkte ind i vores forretningskoncept. At vi har mulighed for at integrere så mange af vores produkter i en løsning er storartet, fortæller Mads Nychel, direktør i Egatec, som for tre år siden valgte at fokusere en stor del af forretningen på standardmaskiner, der i dag omfatter en række maskiner og robotter inden for pakke- og palleteringsprocessen.
Indeholdt i leverancen er også en AGV (Automated Guided Vehicle), der skal afhente de færdigproducerede fiberruller, som efterfølgende bliver kontrolleret og dernæst transporteret ind på et lager. AGV’en, som forhandles af Egatec, er den AGV på markedet, som har den bedste performance.
Lageret har plads til over 15.000 stk. fiberruller, som ved hjælp af de to Egatec-lagerrobotter skal levere fiberrullerne ind og ud af lageret på det over fire kilometer lange lagersystem. Efterfølgende skal disse kabelruller pakkes i kasser som efterfølgende palleteres på paller, alt i henhold til ordredata fra overordnet ordresystem.