Har man den mindste interesse for automatik og robotter, så er Brøndby Hallen det helt rigtige sted at befinde sig. I disse dage er hallen nærmest at betragte som automatiseringens højborg i forbindelse med afholdelsen af Automatik 2018.
Godt nok går man fysisk ned i hallen – men bortset fra den lille detalje, passer analogien nu fint. For hele den danske automatiserings- og robotbranche er at finde under samme tag i Brøndby til en rekordstor messe.
Efter et stort velkommen fra Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, og formand for DIRA, Cornelius Olesen, blev der budt velkommen til den officielle åbningstaler – tidligere erhvervsminister og nu administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.
-Robotter er ikke kun relevante for industrien. Tværtimod så er automatisering et vigtigt spor for de mange handelsvirksomheder, som vi også har i Danmark. Det hvad end det gælder fuldautomatiserede lagre i detailhandlen eller dagligdagsting som flaskeautomater og stregkoder i butikkerne. Vi ser også automatikken komme ind på hotellerne og i hjemmene. Og selv på plejehjem og i sundhedssektoren ser vi robotterne komme ind og lette hverdagen for de ansatte. Automatiseringen og robotterne er det, der skal løfte vores liv i fremtiden – og gøre livet lettere for os alle sammen, sagde Brian Mikkelsen og fortsatte:
-Vi er blandt de førende i verden til automatisering, til robotteknologi. Med andre ord jer som er her i dag: I tilhører en verdenselite. Det er jo ikke kun jeres komponenter, jeres maskiner og jeres apparater, der er efterspørgsel på. Det er også jeres viden og jeres rådgivning, og der er danske virksomheder og dansk knowhow i meget høj kurs ude i verden. Det er jer, der hjælper med, at Danmark springer forlæns ind i fremtiden.
Brian Mikkelsen overrakte derefter DIRA Automatiseringsprisen 2018 til Linak (mere om begrundelsen og prisen i historien herunder) og foretog den officielle åbning.