I september 2018 åbnede AGV Scandinavia dørene for sit 1.000 kvadratmeter store nye firmadomicil i Skive. Dermed lyder startskuddet til næste etape hos den succesfulde virksomhed, der leverer førerløse truckløsninger til kunder over hele Skandinavien.
Indtil nu har AGV Scandinavia haft til huse dels hos robotvirksomheden Bila A/S i Nykøbing Mors og dels med et democenter hos truckleverandøren N.C. Nielsen A/S i Balling. AGV Scandinavia så dagens lys i 2016 med Bila A/S og N.C. Nielsen A/S som ejere. Nu er tiden moden til at samle alle aktiviteter under samme tag i Skive.
Det nye Skive-domicil afspejler et gennembrud for AGV Scandinavia og AGV-teknologien på det hjemlige marked. Mange danske fødevarevirksomheder har investeret i de selvkørende løsninger fra begyndelsen, og her i 2018 er der også kommet en række industrivirksomheder med på AGV-vognen.
-Interessen for vores AGV-løsninger breder sig som ringe i vandet. Lige nu får vi et stort antal henvendelser fra potentielle kunder i vidt forskellige brancher. Vi kommer til at opleve en stigende automatiseringsgrad i mange virksomheder, hvor AGV-teknologien kan overtage de rutineprægede logistikopgaver og frigøre ressourcer til andre opgaver, fortæller administrerende direktør Ricco Veile fra AGV Scandinavia.
Hos AGV Scandinavia giver det god mening at få samlet alle funktioner på den samme adresse i Skive. Der bliver god plads til egen udviklingsafdeling, salgsafdeling, showroom med live in action-demonstrationer, kontor og administration i de nye fysiske omgivelser. Samtidig ligger de to ejervirksomheder Bila A/S og N.C. Nielsen A/S inden for overkommelig geografisk afstand fra det nye domicil.
-Det bliver rigtigt spændende med vores nye domicil her i Skive. Vi har fået masser af plads til udvidelser, og vi søger blandt andet sælgere og teknikere til at udvikle forretningen yderligere. Vi har fået et solidt fodfæste med enkle og kosteffektive AGV-løsninger. Jeg er overbevist om, at der fremadrettet ligger et meget stort markedspotentiale på AGV-området, udtaler administrerende direktør Ricco Veile fra AGV Scandinavia.
Åbent Hus
AGV Scandinavia fejrer sit nye firmadomicil med et Åbent Hus-arrangement fredag den 26. oktober 2018 fra klokken 13-17. Alle interesserede er velkomne til at lægge vejen forbi Ulvevej 10 i Skive på dagen.